Fælles mål for udvikling af området langs Kystvejen

 

Maj 2009

 

Johan Høst Smith foreslog i forrige uge, at man åbnede Brinken for trafik i en retning og ensrettede Kystvejen. Det fik Per Vinzenten, der bor på Brinken, til i et indlæg i sidste uge at påpege, at det fandt han ikke er en god ide på grund af erfaringer fra SEAS arbejder i området, hvor Brinken blev midlertidigt åbnet. Per Vinzenten pegede også, på at folk, der bor på Kystvejen, hele tiden har vidst, at der er gennemkørende trafik.

 

Jeg ønsker at tro, at begge indlæg har baggrund i, at vi har et dejligt område, som vi ønsker at nyde i fællesskab. Jeg forstår godt, at man ikke ønsker at få åbnet Brinken. Jeg synes heller ikke, det er en løsning, men det skuffer mig, at man så bruger argumentet, at dem på Kystvejen jo hele tiden har vidst, at der er gennemkørende trafik.

 

Forholdet er jo det, at trafikken er steget meget i takt med, at en større og større del af området bliver taget i brug til helårsbeboelse. Jeg har også den oplevelse, at vi alle i fællesskab nyder nærheden til vandet og derfor går en tur langs kysten på Kystvejen eller passerer Kystvejen, når vi skal ned og bade eller nyde solnedgangen.

 

Så mit forslag er, at vi i fællesskab stiller krav om, at der gennemføres en kvalificeret planlægning af vores område, så vi som beboere på Brinken og Kystvejen sammen med gæster udefra kan nyde de rekreative kvaliteter, vores område har.

 

Der ligger jo gamle og nye planer om at få etableret nogle fødeveje til Kystvejen fra Stevnsvej, så den kan opdeles, og man kan reducerer den gennemkørende trafik, men intet er sket.

 

Det seneste der er sket er, at nu har man gennemført en helt ny udstykning i baglandet til vores område med en lang lige fødevej med flere fartdæmpende foranstaltninger, der næsten når ned til Kystvejen. Og her havde man muligheden for at få etableret en forbindelse til Kystvejen, men igen intet skete.

 

Nu skal det understreges, at en forbindelse til Kystvejen ikke kan stå alene, der skal en sammenhængende planlægning for hele området til, og den savner vi.

 

Det er også tankevækkende, at man i den nye udstykning kan leve med mange fartdæmpende foranstaltninger, medens man ikke mener, at det kan etableres på en fem kilometer lang boligvej, hvor folk nyder at gå tur, rigtig gættet, Kystvejen.

 

Vi kan som beboere have mange forskellige forslag, men jeg håber meget, at vi kan blive enige om målet, at vi vil have trafiksikre veje, både hvad angår Brinken og Kystvejen, og at vi vil kunne gå en tur og nyde kyststrækningen, uden at skulle føle os usikre på grund den hurtigt kørende trafik.

 

Det er jo heller ikke kun Kystvejens beboere, der skal til og fra busstoppestederne om morgenen eller om aftenen i de mørke perioder tidligt om morgenen, hvor der køres rigtigt stærkt. Jeg håber meget vi kan blive enige om målet.

 

Oscar Larsen

Kystvejen 78

Kandidat for Socialdemokratiet